Noget om at bygge tillid
Vi er i urolige tider.
Netop derfor og netop nu er det endnu mere afgørende, at du leder på en måde, der fremmer tillid i din organisation.
Hvordan arbejder DU med at bygge tillid i din organisation?
Det sjove ved tillid er, at man ved, når den er der, og man ved især, når den ikke er der. Lidt ligesom luft.
Lad os starte med din trumf på hånden, dit absolut stærkeste kort som leder, når det handler om at bygge tillid:
”Right wrongs”, altså det med at erkende fejl som leder og rette op på dem som leder, er ét af de stærkeste værktøjer til at bygge tillid mellem mennesker.
Det med at vise sin fejlbarlighed og sin tvivl, det bygger bro mellem mennesker hurtigere end noget andet. Vi er alligevel alle godt klar over, at Mrs. Perfect, hun findes kun i fantasiens verden, så du spilder din tid og slider på din troværdighed som leder ved at foregive, at du er Mr. Perfect.
Transparens er en anden metode: Gør så meget som muligt så gennemskueligt som muligt. Det fjerner grobunden for alle mulige teorier om, hvorfor ledelsen gør, som de gør.
Er du glad for at samarbejde med folk, du ikke stoler på ?. Nej vel, du kan koordinere med dem, men ikke samarbejde.
Mange af os bliver bedt om at innovere på arbejdspladserne. Hvis der er noget, der kendetegner innovation, så er det samarbejde, og så er vi tilbage ved tillid. Tillid skaber tempo i processerne.
Tillid er ét af de stærkeste kort, danske virksomheder har på hånden. Vi er formet af en tillidskultur, den skal vi for alt i verden bevare og udbygge, den gør så mange ting så meget nemmere i hverdagen.
Bare tænk på alternativet.
Kan tillid misbruges? Naturligvis, men anbefalingen må være, at du som leder i så fald drager konsekvenser på individniveau og ikke på organisationsniveau.
Raketvidenskab? Nej. Det skal bare trænes og gøres.
Det er dig, der er den som leder. Enten formår du at skabe tillid i din organisation via dine handlinger, eller også skaber du noget andet.
Du er sikkert dygtig til at bygge tillid allerede, kan du måske blive endnu dygtigere?
